For nylig var jeg i en proces og i en ceremoni, hvor jeg fik en stærk personlig besked om at jeg skulle slippe mit hovmod og min stolthed og give slip. Først blev jeg stødt og provokeret, for jeg kunne ikke fatte hvor jeg skulle være hovmodig. Jeg syntes netop at jeg havde smidt min kontrol og mine masker i afmægtighed, i det 1,5 år der har været med alvorlig sygdom, død, tabet og derefter den store tomhed både for mig selv og mine børn.

Jeg har følt mig så afmægtig og i knæ, at jeg kun kunne række hånden ud efter hjæp og takke ja til alt, der kom.

Hvori ligger hovmodet og stoltheden?

Jeg opdagede at jeg, som det stærke menneske jeg er, troede fuldt og fast på at jeg kunne overvinde en cancer diagnose, jeg kunne finde den ulitmative helbredelse til min mand. Jeg var belært med den bedste coaching attitude, “du kan hvad du vil, og hvis det ikke lykkes er det fordi du gør det forkerte”. Det har jeg selv undervist i, i adskillelige år. Men her kom jeg til kort. Intet lykkedes, de bedste healere, den bedste medicin, alverdens lærere, alt – det synes som alt, blev prøvet, men intet virkede. Det efterlod mig dybt frustreret, med en oplevelse af ikke at være god nok, ikke at leve op til mit ry som ustoppelig og ulykkelig over ikke at kunne holde mit ord overfor min elskede om at redde ham. Men mest af alt, og aller vigtigst, min jagt tog mig væk fra min mand, i måske den vigtigste tid sammen i vores ægteskab, den store afsked, det store farvel og på gensyn.

Set i bakspejlet så ville jeg have ønsket at en eller anden havde stoppet mit vanvid og havde hvisket til min sjæl, at jeg skulle sætte mig ned og ansigt til ansigt møde døden sammen med min mand. En “souldoula”, der kunne hjælpe mig igennem før-døden’s ritualer fremfor krampagtige forsøg på at holde liv i livet. Jeg er helt klar over, at det er urimelige ønsker, for hvem ønsker ikke at redde, hvad der reddes kan, når det drejer sig om dem vi elsker.  Men det havde været det rigtige. Heldigvis “vågnede” min elskede 10 dage inden døden og hjalp mig med overgangen. Han var fuldt bevidst om hvor han var på vej hen, lyset skinnede allerede i hans øjne og han gav mere end han fik de sidste dage.

Tilbage til ceremonien som foregik et år efter min elskedes overgang til lyset.

Jeg mødte en solstråle og stillede mig midt i strålen. Dér midt i lyset, dér uskyldsrent og samtidig autoritært mødte lyset mig. Dér stod han og smilede med begge hænder rakt frem mod mig. “Alt er ok” – “alt er som det skal være” synes han at fortælle mig uden ord. Han var omgæret af storhed og lys. Det var en himmelsk oplevelse. Dér forstod jeg, betydningen af mit hovmod og min stolthed. Jeg forstod at intet er større end lyset, intet er større end planen og ingen kan sætte sig op mod døden og Guds værk. Hvis ordet Gud provokerer dig så kan du sætte livet, planen, meningen, eller hvad du vil, istedet for.

Ingen kan sætte sig op imod naturens gang eller mod det, der skal ske. Jeg forstod dér, at der er en slags forud bestemthed som jeg i min menneskelige form er for lille til at ændre på. Ydmygheden skyllede ind over mig i bølger, endelig kunne jeg slippe og overlade til det guddommelige, hvad der hører det guddommelige til. Jeg kunne slippe kampen og skændslen mod mig selv. Min krop sank sammen og to jordiske engle kom og hjalp mig tilbage på mit leje.

Jeg er en erfaring rigere både med at kæmpe og med at give slip. Sorgen bærer jeg stadig som et smykke i hjertet og tænker meget over hvordan jeg kan give min erfaring videre …

I kærlighed Charlotte

Her er vi på vores bryllupsdag 3 uger før, det hele brød løs.

IMG_3678